FOREDRAG 2024.

Torsdag 10. oktober kl. 1900 – 2100:

Filmforevisning “Træfningen ved Hollandshus 1943”.
Dramadokumentaren ”Træfningen ved Hollandshus” handler om den mest berømte hændelse i Rold Skov under 2. verdenskrig. En dramatisk nedkastning af våben ved Madum Sø natten mellem 17. og 18. august 1943, der endte i direkte ildkamp mellem en modstandsgruppe fra Aalborg og den tyske besættelsesmagt. Niels Erik Vangsted blev skudt og Poul Kjær Sørensen taget til fange og nogle få dage senere dømt til døden ved en tysk krigsret. Bisættelsen af Niels Erik Vangsted endte i strejker og oprør i Aalborg, hvor mange borgere mistede livet. Forløbet var en medvirkende årsag til, at den danske regering 29. august 1943 afbrød samarbejdspolitikken med besættelsesmagten.

Hændelsesforløbet er dramatiseret med hjælp af lokale statister og rollespillere i tyske uniformer og så vidt muligt optaget på de autentiske lokaliteter. Vi følger begivenhederne minut for minut – turen fra Aalborg til nedkastningspladsen ved Madum Sø, signalgivningen til den engelske flyvemaskine, selve nedkastningen, indsamlingen af containere, der var fyldt med sprængstof, turen på generatorlastbilen tilbage til Skørping, mødet med de tyske soldater, turen gennem stationsbyen med tyskerne lige i hælene, træfningen ved skovfogedhuset Hollandshus og flugten ind i skoven.
Filmen varer ca. 48 minutter.
Filmforevisningen indledes med en gennemgang af begivenhederne op til træfningen og afsluttes med en kort gennemgang af tiden indtil befrielsen.

Entre: Kun adgang for museets frivillige og Støtteforeningens medlemmer.
Der er gratis adgang til begge arrangementer. Tilmelding bedes foretaget på info@forsvarsmuseum.dk eller tlf. 98 12 88 21 senest 14 dage før begivenheden.
M
ax. antal: 30 personer efter “først til mølle”- princippet.