I halvtresserne havde det markante Jydske Luftværnsregiment (JLVR) garnison i Aalborg. Hvorup Kaserne blev designet, indrettet og bygget specielt til JLVR, der var præget af en større mængde tunge køretøjer, kanoner, ildledermateriel og andet specialmateriel.

JLVR blev officielt oprettet d. 1. november 1951 og udover 14. Artilleriafdeling, der blev omdøbt til 14. Luftværnsafdeling, fik JLVR også underlagt det nyoprettede 3. Luftværnsafdeling, og senere 2. Luftværnsafdeling, der blev oprettet 1. november 1952.

JLVR var i ca. 8 år garnisoneret i Aalborg. I den periode var der en markant uddannelses- og øvelsesaktivitet ved de 3 luftværnsafdelinger.

Udstillingen omfatter 40 mm. Bofors luftværnskanon M/70, Ildleder, Søgeradar og en generator som bruges til strømforsyning til enhederne.