Museet har en meget omfattende udstilling, som viser et udsnit af de uniformer og det materiel, som blev anvendt af de forskellige nationer under 2. Verdenskrig. Udstillingen er opdelt i sektioner, der viser følgende:
- Nogle danske uniformer og udrustning, som danske soldater anvendte, da tyskerne overfaldt og besatte Danmark den 9. april 1940.
- Nogle tyske uniformer, udrustning og materiel, som tyskerne anvendte i Nordjylland under besættelsen af Danmark 1940 – 1945. I Danmark anvendte tyskerne fortrinsvis gammelt materiel og beslaglagt materiel fra de besatte lande, idet det nye materiel blev anvendt af de primære frontenheder.
I starten af krigen oprettede Storbritanien en hemmelig organisation, benævnt Special Operation Executive (SOE), som fik til opgave at uddanne hemmelige agenter, der blandt andet blev nedkastet om natten med faldskærm i Danmark. Endvidere forsynede SOE modstandsstyrkerne med våben og sabotagemateriel, der blev nedkastet om natten fra fly. Flere af disse genstande kan ses i udstillingen. Endvidere ses en britisk officersuniform, som danske SOE uddannede officerer fik udleveret, når de indgik i General Service Corps.
I 1943 blev “Den Danske Brigade” oprettet i Sverige, og der blev i løbet af de efterfølgende 2 år uddannet et stort antal danske frivillige, således at der ved krigens afslutning var ca. 5000 soldater klar til at deltage i krigens slutfase i Danmark. Udrustningen blev købt i Sverige og den populære “Monty uniform” blev syet her. Uniformen blev også anvendt efter krigen til de nyindkaldte danske soldater. I udstillingen kan der ses en komplet udrustet brigadesoldat.
Den britiske sektion viser bl.a. en britisk soldat med komplet udrustning, samt et større udvalg af britisk materiel, der i øvrigt også blev anvendt i den danske hær efter krigen. Det var britiske soldater, der befriede Danmark. De ankom til Aalborg den 17. maj 1945.
Der er også udstillet amerikanske uniformer og udrustning samt enkelte sovjetrussiske genstande. Der er også udstillet uniformer og udrustning fra de neutrale lande Sverige og Svejts.
Der er ophængt kort, der viser tysk beslaglagte bygninger, stillingsområder o.s.v., samt de steder, hvor de danske modstandsfolk foretog sabotagehandlinger i Aalborgområdet.